Det er nærliggende at give teknikken ansvaret når online møderne fejler, og det er svært at få medarbejderne engageret. Men er der også en mulighed for selvrefleksion? Måske ligger ansvaret ikke på teknikken alene, men også på dig og mig, og hvordan vi vælger at forberede os på at lede, samarbejde og præsentere med de værktøjer vi nu har for hånden.
Jeg holdt for nylig et foredrag om virtuel ledelse. Et emne jeg er særdeles passioneret omkring efter 7 år som salgsleder for velfungerende virtuelle teams i Microsoft. Men vi kender det alle, der er altid noget der ikke fungerer når man skal mødes virtuelt. Dårlig lydkvalitet, manglende båndbredde, folk der ikke kan logge sig på konference systemet eller begrænsninger i platformen generelt. Det er super frustrerende når teknikken ikke virker og jeg skal være ærlig og indrømme at der ikke er mange ting der kan irritere mig mere end IT der står i vejen for mennesker. Nu skal vi måske også lige huske på at for 8 år siden da jeg startede mit job som virtuel leder, hed platformen Microsoft LYNC, båndbredden på kontoret tabte mildest talt pusten over det stigende kommunikationsbehov og vores Jabra konferencetelefoner lød som om de var udstyret med lidt for billige kinesiske kopihøjtalere der kun var sat i verden for at pine øregangen på den stakkels mødedeltager.
Ansvaret lå jo også på mig
Så jeg havde jo egentlig tænkt mig at bruge en del taletid på at snakke om IT som den begrænsende faktor. Om hvordan det var teknikken der stod i vejen for at kunne høre hinanden ordentligt på mødet. Eller hvordan det var nærmest umuligt at holde en effektiv remote workshop med de værktøjer vi havde til rådighed. Jeg var helt parat til at skyde skylden på teknikken og IT afdelingen, da det pludselig gik op for mig at jeg måske selv havde et ansvar for de udfordringer der til tider opstod. For var det kun teknikkens skyld det gik galt, eller var det mig der ikke havde brugt den fornødne tid på at sætte mig ind i de værktøjer vi nu havde for hånden? Var det tilhørende der bare brugte for meget tid på mails under mødet, eller kunne jeg måske havde forberedt aktiviteter der kunne engagere de online 50 online deltagere undervejs?
Under og efter mit foredrag fik jeg en god dialog med virksomhedslederne om deres oplevelser og erfaringer med virtuel ledelse. Og det var tydeligt at selvom der flere steder var implementeret tiltag for at fremme virtuelt samarbejde og trivsel, så var der også helt overordnet store udfordringer hos de fleste. Heldigvis er værktøjerne kommet langt bare indenfor det sidste år, og der er flere gode features på vej. Men værktøjer alene skaber ikke det gode online møde, eller den engagerende workshop. Der er stadig behov for at ledere og ansatte bliver trænet i effektiv mødedeltagelse, god formidling og online samarbejde.
Har du stillet dig selv disse spørgsmål?
Så her er nogle af de spørgsmål jeg tænker man kan stille sig selv som leder eller ansvarshavende i en virksomhed hvor virtuelt samarbejde er en del af dagligdagen:
Har i udformet en stærk virtuel onboarding plan der også tager højde for den vigtige uformelle tilknytning til arbejdspladsen for nye kolleger?
Investerer du i kvalitets headsets til alle medarbejdere? Det er simpelthen dræbende at sidde i lange møder med dårlig lyd.
Sættes der klare forventninger til hvad det vil sige at møde virtuelt? Jeg er selv en stor tilhænger af frihed og fleksibilitet, men jeg synes godt man kan kræve at når man går på online møder så er man altid kamera parat – og så kan man eventuelt selv definere hvad det vil sige.
Prioriterer du altid at sætte dig ind i den platform du skal præsentere på inden mødet?. Der er stor forskel på Zoom, Teams, Google Meet mm, og det kan være jænvt dræbende når der fumles rundt for at finde skærmdeling.
Har i investeret i træning af ledere og medarbejdere i virtuel mødekultur, og effektivt online samarbejde? Træner i jeres nøglepersoner i effektive online præsentationer? Lyssætning, gestik, stemmeføring og udformning af præsentationer er bare nogle af de områder der kan gøre den store forskel på medarbejdernes oplevelse
Bruger du tid nok til at forberede dine virtuelle møder, og sikrer du at der er elementer undervejs der engagerer deltagerne
Italesætter i vigtigheden af ordentlig arbejdsstilling, jævnlige pauser, uformel dialog mellem medarbejdere og trivsel generelt?
Selvom mange af os venter utålmodigt på at kunne komme tilbage til en mere normal arbejdsdag, så viser undersøgelser også at langt størstedelen af større danske virksomheder forventer en mere hybrid arbejdsstyrke fremover med større mulighed for hjemmearbejde. Derfor tror jeg også der er et stort potentiale i at udnytte tiden nu til at skabe de bedste forhold for fremtidens måde at arbejde på. En del af dette er selvsagt at investere i de rette værktøjer og at få udarbejdet de processer der fuldt ud understøtter en hybrid arbejdsstyrke. Men min egen læring er at en lige så stor del af ansvaret ligger hos mig selv, og hvordan jeg som leder sikrer mig at mit team og medarbejdere har de optimale betingelser for at samarbejde og udvikle sig med de værktøjer vi nu har for hånden.
Har du eksempler på hvordan i har skabt optimale betingelser for møder, samarbejde eller virtuel onboarding? Så må du meget gerne kommentere nedenfor.